Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

jeg midt i

ringen. —

Nævn dig! Lad mig se dig!

Hvad er du for noget?

Stemmen

Bøjgen.

Peer Gynt

(famler omkring.)

Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.

Ingen skikkelse heller!

Det er som at tørne

i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!

(skriger.)

Slå fra dig!

Stemmen

Bøjgen er ikke gal.

Peer Gynt

Slå!

Stemmen

Bøjgen slår ikke.

Peer Gynt

Kæmp! Du skal!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

Peer Gynt

Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!

Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!

Bare noget at slås med.

Men det er her ikke. —

Nu snorker han! Bøjg!

Stemmen

Hvad godt?

Peer Gynt

Brug vold!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

Peer Gynt

(bider sig i arme og hænder.)

Klør og flængende tænder i kødet!

Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

(der høres som vingeslag af store fugle.)

Fugleskrig

Kommer han, Bøjg?

Stemmen i mørket.

Ja! fod for fod.

Fugleskrig

Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

Peer Gynt

Skal du berge mig, jente, så gør det snart!

Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —

Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

Fugleskrig

Han vimrer!

Stemmen

Vi har ham.

Fugleskrig

Systre! Skyd fart!

Peer Gynt

For dyrt, at købe sig livet til

for slig en times tærende spil.

(synker sammen.)

Fuglene

Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og Salmesang høres langt borte.)

Bøjgen

(svinder ind til intet og siger i et gisp.)

Han var for stærk. Der stod kvinder

bag ham.

(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

Peer Gynt

(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter.)

Den, som havde sig en ramsaltet sild!

(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)

Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

Helga

Det er Solvejg —

Peer Gynt

(springer op.)

Hvor er hun?

Helga

Bag sætervæggen.

Solvejg

(skjult.)

Kommer du nær, så sætter jeg på sprang!

Peer Gynt

(standser.)

Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?

Solvejg

Skam dig!

Peer Gynt

Ved du, hvor jeg var inat? —

Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

Solvejg

Da var det vel, der blev ringet med klokker.

Peer Gynt

Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —

Hvad siger du?

Helga

(grædende.)

Å, hun taer benene fat!

(løber efter.)

Vent!

Peer Gynt

(griber hende i armen.)

Se her, hvad jeg har i lommen!

En sølvknap, unge! Den skal du få,

bare snak godt for mig!

Helga

Slip; lad mig gå!

Peer Gynt

Der har du den.

Helga

Slip; der står nistebommen!

Peer Gynt

Gud nåde dig, hvis du ej —!

Helga

Uf, du skræmmer mig!

Peer Gynt

(spag; slipper hende.)

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke

glemmer mig!

(Helga løber.)

Tredje handling

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald.)

(Peer Gynt står i skjorteærmerne og fælder gavntømmer.)

Peer Gynt

(hugger på en stor furu med krogede grene.)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;

men det båder knapt, for du står for fald.

(hugger igen.)

Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. —

Ja, ja; du ryster din krogede arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt så skal du i knæ —!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.

Løgn! Det er ingen stålklædt knark;

det er bare en furu med sprukken bark. —

Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;

men fandenskab når en både hugger og drømmer. —

Det skal væk, dette her, – at stå i tågen

og væve sig bort lyslevende vågen. —

Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer

til at bære frem maden og duge dit bord.

Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,

hente det råt fra skog og elv,

spike dig tyri og nøre dig ild,

stulle og stelle og lage det til.

Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;

vil du mure dig hus, får du bryde sten;

vil du tømre det op, får du fælde stokken

og bære den frem på din ryg til tråkken. —

(Øksen synker, han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj

skal der være på tagryggen hæv og høj.

Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,

en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.

Messing skal der være på fløjen og låsen.

Glas får jeg ogsaa se jeg kan få.

Fremmede folk skal undres på

hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme.)

Helvedes løgn! Der var den igen.

Du er fredløs, gut!

(hugger hvast.)

En barktækt hytte

gør både i rusk og i frost sin nytte.

(ser opad træet.)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!

Der stuper han skrås efter hele sin længde; —

Det grøsser i ungskovens mylr og mængde!

(giver sig til at kviste stammen;

på engang lytter han og står

stille med hævet økse.)

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,

du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kigger frem.)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt

under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —

lægger næven tilrette på en skigard-stav.

Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter