Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Uf da! Hug han ikke fingren af!

Hele fingren af! Han bløder, som en stud. —

Der sætter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig.)

Det er fanden til krop! En umistelig finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Håhå, nu mindes jeg —! Det er den eneste

måde at fri sig fra kongens tjeneste.

Så er det. De vilde ham i krigen skikke;

og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted —

Men hugge —? For altid skille sig ved —?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; —

men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen.)

(En stue nede hos Åse Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen.)

(Åse og husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

Åse

(render til den ene side.)

Kari, hør her!

Konen

Hvad godt?

Åse

(på den anden side.)

Hør her —!

Hvor ligger —? Hvor finder jeg —?

Svar mig;

hvor er —?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er nøglen til kisten?

Konen

I nøglehullet.

Åse

Hvad er det, som ramler?

Konen

Det sidste læs

blir kørt til Hægstad.

Åse

(grædende.)

Jeg var tilfreds,

jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!

Å, hvad et menneske må tåle og friste!

Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!

Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget.

Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.

Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten.)

Både gård og grund er ude af ætten;

strid var den gamle; men stridere

var retten; —

der var ikke hjælp og der var ikke nåde;

Peer var borte; ingen kunde mig råde.

Konen

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

Åse

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

Konen

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

Åse

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —

han er brotsmanden, han, og ingen anden;

den styggen fristed min stakkars gut!

Konen

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

Det står værre til, end I kanske tror.

Åse

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.

(farer op.)

Men nej-Gud om jeg kan!

Jeg er guttens moer;

jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, når de andre svigter.

Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!

Hvor er hoserne?

Konen

Der, blandt det andet skrammel.

Åse

(roder om.)

Hvad finder jeg her? Å nej; en gammel

støbe-ske, Kari! Med den har han leget

knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var gilde, kom ungen ind

og bad sin faer at få en klump tin.

Ikke tin, sa'e Jon, men kong Kristians mynt;

sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken tin eller guld.

Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

de må stoppes, Kari!

Konen

Jeg mener, det trængs.

Åse

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

jeg kender mig så skral og så ussel

og klemt —

(glad.)

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Konen

Ja, rigtig har de det.

Åse

Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tilside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

den, han har på, er så slidt og tynd.

Konen

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

Åse

Å ja; men du ved nok, presten forkynder

nåde for den og de andre synder.

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligger høj. Det er i mørkningen.)

(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

Peer Gynt

(ler imellemstunder.)

Lås må der være; lås, som kan binde

døren for troldtøj, og mand og kvinde.

Lås må der være; lås, som kan lukke

for alle de arrige nissebukke. —

De kommer med mørket; de klapper og banker:

luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!

Under sengen vi pusler, i asken vi rager,

gennem piben vi rusler som gloende drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kaste-tørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

Solvejg

Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og så får

du tage mig.

Peer Gynt

Solvejg! Det er ikke —! Jo, det er! —

Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

Solvejg

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med vind og i stille.

Bud bar din moer i alt hun fortalte,

bud, som yngled, da drømmene dalte.

Nætterne tunge og dagene tomme

bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som livet var sluknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;

jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.

Peer Gynt

Men faer din?

Solvejg

På hele Guds vide jord

har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

Jeg har løst mig fra alle.

Peer Gynt

Solvejg, du vene, —

for at komme til mig?

Solvejg

Ja, til dig alene;

du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd.)

Værst var det at slippe min lille syster; —

s. 99

men endda værre at skilles fra faer;

men værst ifra den, som ved brystet

mig bar; —

nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

Peer Gynt

Og kender du dommen, som blev læst ivår?