Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

og rammel!

Det slog mur om hende, jeg var så nær;

her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —

Udenom, gut! Der finds ikke vej

tvers igennem dette til hende fra dig.

Tvers igennem?

Hm, der skulde dog findes.

Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.

Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

retledning at få i vilde skogen. —

Anger? Så skulde der kanske gå år,

før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af stumper og skår?

Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.

Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.

Men det var jo en løgn med det heksetryne!

Nu er alt det styggetøj ude af syne. —

Ja; ude af syne, men ikke af sind.

Smygende tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!

Vil de også være med? Med skrat og harme

kræve, som hun, at krystes i fang,

løftes varligt og vent på strakte arme?

Udenom, gut; var armen så lang,

som furuens lægg eller granens stang, —

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

til at sætte hende fra mig menløs

og skær. —

Jeg får udenom dette på sæt og vis,

så det hverken blir vinding eller forlis.

En får skyde sligt fra sig og få det glemt —

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen.)

Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?

Gå ind med alt det troldskab i følge?

Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge —?

(kaster øksen fra sig.)

Det er helgedagskveld. At stævne til møde,

slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

Solvejg

(i døren.)

Kommer du?

Peer Gynt

(halvhøjt.)

Udenom!

Solvejg

Hvad?

Peer Gynt

Du får vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt

at hente.

Solvejg

Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

Peer Gynt

Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

Solvejg

Men ikke for langt, du!

Peer Gynt

Vær tålsom, jente;

langt eller kort, – du får vente.

Solvejg

(nikker efter ham.)

Ja, vente!

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skor-stenen. Katten på en stol ved sengefoden.)

(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

Åse

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger så inderlig langt.

Jeg har ikke bud at skikke;

og sige ham har jeg så mangt.

Her er ikke stunder at miste!

Så bråt! Hvem skulde det tænkt!

Åse, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!

Peer Gynt

(kommer.)

Godkveld!

Åse

Vorherre dig glæde!

Så kom du da, kære min gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit liv forbrudt.

Peer Gynt

Å, livet får være det samme.

Jeg måtte nu se herned.

Åse

Ja, nu står Kari tilskamme;

og jeg kan gå bort i fred!

Peer Gynt

Gå bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?

Åse

Ak, Peer, det mod enden lakker;

jeg har ikke langt igen.

Peer Gynt

(vrider på sig og går opover gulvet.)

Se så! Fra det tunge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri —!

Er du kold på fødder og hænder?

Åse

Ja, Peer; det er snart forbi. —

Når du ser mine øjne briste,

må du lukke dem varligt til.

Og så får du sørge for kiste;

men, kære, lad den bli gild.

Å nej, det er sandt —

Peer Gynt

Ti stille!

Tidsnok at tænke på sligt.

Åse

Ja ja.

(ser uroligt om i stuen.)

Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt.

Peer Gynt

(med et vrid.)

Nu igen!

(hårdt.)

Jeg ved, jeg har skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?

Åse

Du! Nej, den fordømte fylden,

fra den var det ulykken kom!

Kære gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gør;

og så havde du redet på bukken;

det var rimeligt nok, du var yr!

Peer Gynt

Ja, ja; lad den ræglen fare.

Lad fare den hele sag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

til siden – en anden dag.

(sætter sig på sengekanten.)

Nu, moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, —

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast. —

Nej, se da; den gamle katten;

så den er ilive endnu?

Åse

Den bær sig så stygt om natten;

du ved, hvad det varsler, du!

Peer Gynt

(afbøjende.)

Hvad er her for nyt i bygden?

Åse

(smilende.)

De siger, her findes etsteds

en jente, som stunder mod højden —

Peer Gynt

(hurtigt.)

Mads Moen, slår han sig tilfreds?

Åse

De siger, hun har ikke øre

for begge de gamles gråd.

Du skulde dog indom høre; —

du, Peer, vidste kanske råd —

Peer Gynt

Men smeden, hvor er han havnet?

Åse

Å ti med den skidne smed.

Jeg vil heller sige dig navnet

på hende, jenten, du ved —

Peer Gynt

Nej, nu vil vi sammen snakke, —

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast.

Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stut.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

det er sengen, jeg lå i som gut?

Kan du mindes, hvor tidt om kvelden

du sad for min sengestok

og bredte over mig fellen,

og sang både stev og lok?

Åse

Ja, minds du! Så legte vi slæde,

når faer din i langfart for.

Fellen var karmesprede

og gulvet en islagt fjord.