Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

slemme missionærer fra Stavanger.

(han farer sydover.)

Peer Gynt

Den dumme hund!

Der sætter han på sprang

med tungen af halsen.

Jo, næsen blir lang.

Det var mig en fryd at narre det asen.

Slig karl gør sig kostbar og spiller basen!

Han har rigtig noget at gøre sig bred af!

Håndværket skal han nok ikke bli

fed af; —

snart ryger han af pinden med hele stasen. —

Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadlen;

jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adlen.

(et stjerneskud skimtes; han nikker efter det.)

Hils fra Peer Gynt, bror stjernerap!

Lyse, slukne og forgå i et gab —

(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne; stilt en stund, da skriger han:)

Er der ingen, ingen i hele vrimlen —,

ingen i afgrunden, ingen i himlen —!

(kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.)

Så usigelig fattig kan en sjæl da gå

tilbage til intet i det tågede grå.

Du dejlige jord, vær ikke vred,

at jeg tramped dit græs til ingen nytte.

Du dejlige sol, du har sløset med

dine lysende stænk i en folketom hytte.

Der sad ingen derinde at varme og stemme; —

ejeren, siger de, var aldrig hjemme.

Dejlige sol og dejlige jord,

I var dumme, at I bar og lyste for min moer.

Ånden er karrig og naturen er ødsel.

Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel. —

Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde;

jeg vil endnu engang se solen rinde,

stirre mig træt på det lovede land,

se at få snedyngen over mig kavet;

de kan skrive derover: «her er ingen begravet»;

og bagefter, – siden —! Lad det gå, som det kan.

Kirkefolk

(synger på skogstien.)

Velsignede morgen,

da Gudsrigets tunger

traf jorden som flammende stål!

Fra jorden mod borgen

nu arvingen sjunger

på Gudsrigets tungemål.

Peer Gynt

(kryber sammen i skræk.)

Aldrig se did!

Der er ørk og øde. —

Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde.

(vil liste sig ind mellem buskerne, men støder på korsvejen.)

Knappestøberen

God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegistret?

Peer Gynt

Mener du ikke, jeg har hujet og plistret

alt hvad jeg årked?

Knappestøberen

Og ingen du traf?

Peer Gynt

Ingen, uden en rejsende fotograf.

Knappestøberen

Ja, fristen er ude.

Peer Gynt

Alting er ude.

Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude?

Knappestøberen

Det er ottesangs-klokken —

Peer Gynt

(peger.)

Hvad er det, som skinner?

Knappestøberen

Bare lys i en stue.

Peer Gynt

Hvad er det for sus —?

Knappestøberen

Bare sang af en kvinde.

Peer Gynt

Ja, der, – der finder

jeg synderegistret —

Knappestøberen

(griber i ham.)

Beskik dit hus!

(de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.)

Peer Gynt

Beskikke mit hus? Der er det! Gå!

Pak dig! Var skeen så stor som en kiste, —

du kan tro, den rummed ikke mig og min liste!

Knappestøberen

Til tredje korsvej, Peer; men så —!

(han bøjer tilside og går.)

Peer Gynt

(nærmere mod huset.)

Atter og fram, det er lige langt.

Ud og ind, det er lige trangt.

(standser.)

Nej! – som en vild uendelig klage

er det at gå ind, gå hjem og tilbage.

(går nogle skridt; men standser igen.)

Udenom, sa'e Bøjgen!

(hører sang i stuen.)

Nej; denne gang

tvers igennem, var vejen aldrig så trang!

(han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.)

Peer Gynt

(kaster sig ned på dørstokken.)

Har du dom for en synder, så tal den ud!

Solvejg

Der er han! Der er han! Lovet være Gud!

(famler efter ham.)

Peer Gynt

Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!

Solvejg

Intet har du syndet, min eneste gut!

(famler igen og finder ham.)

Knappestøberen

(bag huset.)

Registret, Peer Gynt?

Peer Gynt

Skrig ud min brøde!

Solvejg

(sætter sig hos ham.)

Livet har du gjort mig til en dejlig sang.

Velsignet være du, at du kom engang!

Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde!

Peer Gynt

Så er jeg fortabt!

Solvejg

Der er en, som råder.

Peer Gynt

(ler.)

Fortabt! Med mindre du kan gætte gåder!

Solvejg

Nævn dem.

Peer Gynt

Nævn dem! Hejsan! Ja visst!

Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?

Solvejg

Været?

Peer Gynt

Med bestemmelsens mærke på sin pande;

været, som han sprang i Guds tanke frem!

Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem, —

gå under i de tågede lande.

Solvejg

(smiler.)

O, den gåden er let.

Peer Gynt

Så sig, hvad du ved!

Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den

sande?

Hvor var jeg, med Guds stempel

på min pande?

Solvejg

I min tro, i mit håb og i min kærlighed.

Peer Gynt

(studser tilbage.)

Hvad siger du —! Ti! Det er gøglende ord.

Til gutten derinde er selv du moer.

Solvejg

Det er jeg, ja; men hvem er hans fader?

Det er han, som for moderens bøn forlader.

Peer Gynt

(et skær af lys går over ham, han skriger):

Min moder; min hustru; uskyldig kvinde! —

O, gem mig, gem mig derinde!

(han klynger sig fast og skjuler ansigtet i hendes skød. Lang stilhed. Solen rinder.)

Solvejg

(synger sagte.)

Sov du, dyreste gutten min!

Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. —

Gutten har siddet på sin moders fang.

De to har leget hele livsdagen lang.

Gutten har hvilet ved sin moders bryst

hele livsdagen lang. Gud signe dig, min lyst!

Gutten har ligget til mit hjerte tæt

hele livsdagen lang. Nu er