Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

kraft og alvor til en synd.

Peer Gynt

Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;

en skal buse på, som de gamle bersærker.

Knappestøberen

Du derimod, ven, du tog synden let.

Peer Gynt

Bare udenpå, ven, som et søleskvæt.

Knappestøberen

Nu blir vi enige. Svovelpølen

er ikke for jer, der plasked i sølen —

Peer Gynt

Og følgelig, ven, kan jeg gå, som jeg kom?

Knappestøberen

Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.

Peer Gynt

Hvad er det for kneb I har fundet på

herhjemme, mens jeg i udlandet lå?

Knappestøberen

Skikken er gammel som Slangens skabelse,

og beregnet på at hindre værdifortabelse.

Du kender jo håndværket, – ved vel, at tidt

kan en støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;

stundom blir knapperne hæmpeløse.

Hvad gjorde så du?

Peer Gynt

Jeg slang skrabet væk.

Knappestøberen

Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse,

sålænge han åtte i skæppe og sæk.

Men, Mester, ser du, er sparsom, han;

og derfor blir han en holden mand.

Han slænger ikke væk, som rent

udugeligt,

hvad der som råstof kan blive brugeligt.

Du var nu ætlet til en blinkende knap

på verdensvesten; men hæmpen glap,

og derfor skal du i vraggods-kassen,

for, som det hedder, at gå over i massen.

Peer Gynt

Du mener da vel aldrig, at få mig gydt,

sammen med Peer og Pål, til noget nyt?

Knappestøberen

Jo, så min sæl mener jeg så.

Det har vi gjort med ikke så få.

På Kongsberg gør de det samme med penge,

hvis præg er slidt ved at rulle for længe.

Peer Gynt

Men dette er jo liderligt gnieri!

Kære min ven, lad mig slippe fri; —

en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling, —

hvad er det for en mand i din Mesters stilling?

Knappestøberen

Å, såsom og eftersom ånden er i en,

så har en jo altid metalværdien.

Peer Gynt

Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør

gør jeg modstand mod dette!

Alt andet før!

Knappestøberen

Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.

For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig —

Peer Gynt

Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt; —

men af selvet slipper jeg ikke en døjt.

Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!

Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; —

et hundrede år, om galt skal være;

se, det er noget, en sagtens kan bære;

thi pinen er jo dog kun moralsk,

og altså vel ikke så pyramidalsk.

Det er en overgang, som skrevet står,

og som ræven sagde; – man venter; der slår

en forløsningens stund; man træder tilbage,

og håber imidlertid på bedre dage. —

Men dette andet, – at skulle gå op

som et fnug i en uvedkommendes krop, —

dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, —

det sætter min inderste sjæl i oprør!

Knappestøberen

Men, kære Peer, det trænges dog ej

for småting at tage så voldsomt på vej.

Dig selv har du aldrig været før; —

hvad skiller det så, om tilgavns du dør?

Peer Gynt

Har jeg ikke været —? Jeg må næsten le!

Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!

Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.

Kunde du syne mig i nyrerne inde,

så vilde du træffe bare Peer og Peer,

og ikke noget andet og heller ikke mer.

Knappestøberen

Det er ikke muligt. Her har jeg min ordre.

Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.

Han har budt sit livs bestemmelse trods.

I støbeskeen med ham som mislykket gods.

Peer Gynt

Hvilket vås! Der må menes en anden person.

Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?

Knappestøberen

Dem har jeg smeltet for længe siden.

Kom så med det gode, og spild ikke tiden!

Peer Gynt

Nej, om jeg gør! Jo, det var pent,

om det viste sig imorgen, at en anden var ment.

Du får tage dig ivare, min gode mand!

Husk på det ansvar, som følge kan —

Knappestøberen

Jeg har skriftligt for mig —

Peer Gynt

Men und mig dog frist!

Knappestøberen

Hvad vil du med den?

Peer Gynt

Jeg vil få bevist,

at jeg var mig selv gennem hele livet;

og derom er det jo dog vi har kivet.

Knappestøberen

Bevist? Med hvad?

Peer Gynt

Med vidner og attester.

Knappestøberen

Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.

Peer Gynt

Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg!

Kære mand, lad mig låne mig selv på borg;

jeg er snart her igen. Kun engang man fødes;

og sig selv, som man skabtes, holder man på.

Ja; er vi så enige?

Knappestøberen

Nå da, lad gå.

Men husk, ved næste korsvej vi mødes.

(Peer Gynt løber.)

(Længere borte på moen.)

Peer Gynt

(i fuld fart.)

Tid er penge, som skrevet står.

Den, som nu vidste, hvor korsvejen går; —

kanske er den nær, og kanske fjern.

Jorden brænder mig som gloende jern.

Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen?

Det er næsten utænkeligt her på skogen.

Verden er fuskværk! Stellet er slet,

når en mand skal bevise sin soleklare ret!

(En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.)

Gubben

(standser.)

Kære, vakkre, – en skilling til en husvild kall!

Peer Gynt

Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden —

Gubben

Prins Peer! Å nej; så vi træffes skal —?

Peer Gynt

Hvem er du?

Gubben

Han minds ikke gamlen i Ronden?

Peer Gynt

Du er da vel aldrig —?

Gubben

Dovregubben, faer!

Peer Gynt

Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!

Dovregubben

Å, jeg er kommen så rent på knæerne —!

Peer Gynt

Ødelagt?

Dovregubben

Plyndret for rub og stub.

Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub.

Peer Gynt

Hurra! Sligt vidne vokser ikke på træerne!

Dovregubben