Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

class="p1">Den vil passe den første, som sætter den på.

Hej, her er mer! Et vindlagt æg!

En galmands gråhår! Profetens skæg!

Alt skal han få, som viser mig på hejen

stolpen med påskrift: her går vejen!

Lens Manden

(som er kommen til.)

Du bærer dig ad, min mand, så næsten

jeg tror din vej går bent i arresten.

Peer Gynt

(med hatten i hånden.)

Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?

Lensmanden

Hvad sludder —

Peer Gynt

Med forlov! Jeg beer så tyndt —!

Lensmanden

Å, der siges han var en vederstyggelig digter —

Peer Gynt

En digter —?

Lensmanden

Ja, – alt, som var stærkt og stort,

det digted han ihob, at han havde gjort.

Men undskyld, ven – jeg har andre pligter —

(går.)

Peer Gynt

Og hvor er han nu, den mærkelige mand?

En aldrende

Han foer over havet til et fremmed land;

der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; —

nu er han for mange år siden hængt.

Peer Gynt

Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;

salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste.

(hilser.)

Farvel, – og mangfoldig tak for idag!

(går nogle skridt, men standser igen.)

I glade gutter, I væne kvinder, —

vil I høre en skrøne til vederlag?

Flere

Ja, kan du nogen?

Peer Gynt

Der er intet til hinder. —

(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed mine over ham.)

I San Franzisco jeg grov efter guld.

Hele byen var af gøglere fuld.

En kunde gnide på fiol med tæerne;

en anden kunde danse spansk halling på knæerne;

en tredje, hørte jeg, gjorde vers

mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers.

Til gøgler-stævnet kom også fanden; —

vilde prøve sin lykke, som så mangen anden.

Hans fag var det: på en skuffende vis

at kunne grynte som en virkelig gris.

Hans personlighed trak, skønt han ej var kendt.

Huset var fuldt og forventningen spændt.

Frem trådte han i kappe med svajende fliger;

man muss sich drappiren, som tyskeren siger.

Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, —

havde han forstået en gris at liste.

Og nu begyndte da præstationen.

Fanden, han kneb; og grisen gav tonen.

Det hele blev holdt som en fantasi

over grise-tilværelsen, bunden og fri;

til slutning et hvin, som ved slagterens stik; —

hvorpå kunstneren bukked ærbødigt, o

g gik. —

Emnet blev af fagmænd drøftet og dømt;

stemningen blev både lastet

og berømt; —

nogle fandt røstens udtryk for tyndt;

andre fandt dødsskriget altfor studeret; —

men alle vare enige om: qva grynt

var præstationen yderst outreret. —

Se, det fik fanden, fordi han var dum

og ikke beregned sit publikum.

(han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.)

(Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads en hytte med rensdyrhorn over dørgavlen.)

(Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg.)

Peer Gynt

Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste? —

Alt skal en prøve og vælge det bedste.

Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar

og nedover lige til Nebukadnezar.

Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien. —

Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. —

Der står jo også: af jord est du kommen. —

Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.

Fylde den med jordløg?

Det lidet moner; —

jeg vil være listig og sætte doner.

Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,

og får dog mellem vilddyr regnes for den første.

Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, —

så kryber jeg under et vindfældt træ;

som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver

og risper i barken med store bogstaver:

Her hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,

kejser over alle de andre dyr. —

Kejser?

(ler indvendig.)

Du gamle spåmands-gøg!

Du er ingen kejser; du er en løg.

Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!

Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.

(tager en løg og plukker svøb for svøb af.)

Der ligger det ydre forrevne lag;

det er havsnødsmanden på jollens vrag.

Her er passager-svøbet, skralt og tyndt; —

har dog i smagen en snev af Peer Gynt.

Indenfor her har vi guldgraver-jeget;

saften er væk, – om det nogen har ejet.

Dette grovskind her med den hårde flig,

det er pelsværksjægren ved Hudsons-vik.

Det indenfor ligner en krone; – ja tak!

Det kaster vi væk uden vidre snak.

Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.

Og her er profeten, færsk og saftig.

Han stinker, som skrevet står, af løgne,

så en ærlig mand kan få vand i øjne.

Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,

det er herren, der leved i fryd og gammen.

Det næste tykkes sygt. Det har svarte streger; —

svart kan ligne både prest og neger.

(plukker flere på engang.)

Det var en ustyrlig mængde lag!

Kommer ikke kærnen snart for en dag!

(plukker hele løgen op.)

Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre

er altsammen lag, – bare mindre og mindre. —

Naturen er vittig!

(kaster resterne fra sig.)

Fanden måtte gruble!

Går en i tanker, kan en letvindt snuble.

Nå, jeg kan forresten ad faren flire;

for jeg ligger bundfast på alle fire.

(klør sig i nakken.)

Underligt stel, det hele røre!

Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.

Men griber en til, sætter Mikkel på spring,

og en fanger noget andet – eller ingenting.

(han er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)

Denne stuen? På moen —! Hå!

(gnider øjnene.)

Det er plent,

som jeg engang skulde det bygværk kendt. —

Rensdyrskallen, som spriker over gavlen —!

En havfrue, skabt som en fisk fra navlen —!

Løgn! Ingen havfrue! – Nagler, – planker, —

lås, som lukker for nissebuk-tanker —!

Solvejg

(synger i stuen.)

Nu er her stellet til Pinsekveld.

Kære gutten min, langt borte, —

kommer du vel?

Har du tungt at hente,

så und dig frist; —

jeg skal nok vente;

jeg lovte så sidst.