Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Jeg har skikket missionærer over til Asien!

En håndsrækning er dog en anden værd!

Å, hjælp mig ombord —!

(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald høres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter lidt trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)

Peer Gynt

(bleg og sagte.)

Det var straffens sværd!

Tilbunds med mand og mus i et plump!

O, evigt priset være lykkens slump —

(rørt.)

Slumpetræf? Nej, det var mer end så.

Jeg skulde frelses og de forgå.

O, tak og pris, at du har mig hyttet,

holdt øje med mig trods alle

mine brøst —

(ånder dybt ud.)

Hvilken vidunderlig tryghed og trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i ørken! Hvor får jeg mad

og drikke?

Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.

Det er ikke så farligt; —

(højt og indsmigrende.)

han vil visst ikke,

at jeg lille fattige spurv skal forgå!

Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.

Lade herren råde; ikke hænge med ørene —

(farer forskræmt ivejret.)

Var det en løve, som knurred i rørene —?

(med klapprende tænder.)

Nej, det var ingen løve.

(mander sig op.)

En løve; jo visst!

De bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med elefanter. —

Men alligevel – jeg får finde et træ.

Derborte svajer akazier og palmer;

kan jeg flyve derop, har jeg tryghed

og læ, —

især hvis jeg dertil kunde et par salmer —

(klattrer op.)

Morgenen er ikke kvelden lig;

det skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.

(sætter sig tilrette.)

Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.

Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge på ham. Han ved hvad portion

af nødens kalk jeg er mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod

min person; —

(kaster et øje udover havet og hvisker med et suk:)

men økonom, – nej, det er han ikke!

(Nat. Marokkansk lejr på grænsen mod ørken. Vagtild og hvilende krigere.)

En slave

(kommer og river sig i håret.)

Væk er kejserens hvide ganger!

En anden slave

(kommer og sønderriver sine klæder.)

Kejserens hellige dragt er stjålen!

Opsynsmand

(kommer.)

Hundred slag får under sålen

hver, som ikke tyven fanger!

(Krigerne stiger til hest og galopperer bort i alle retninger.)

(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer.)

(Peer Gynt i træet med en afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)

Peer Gynt

Fatalt! En højst ubehagelig nat.

(slår om sig.)

Er du der igen? Det er dog forbandet;

Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt dyr, den abekat!

Der står jo skrevet: du skal våge og fægte.

Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat.

(forstyrres igen; utålmodig.)

Jeg må få en pind for det uvæsen sat!

Jeg må se at få fanget en af de knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

på sæt og vis i hans lådne hud,

så vil de andre tro jeg er ægte. —

Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.

Og lidt får man læmpes efter skik og brug. —

Atter en sværm! De myldrer og kryr.

Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren hale, —

noget sådant, som gav en vis lighed med dyr —.

Hvad nu? Der tasser det over mit hode —!

(ser op.)

Den gamle, – med næverne fulde af smuds —!

(kryber ængstelig sammen og holder sig en stund stille. Abe-katten gør en bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og god-snakke, som for en hund.)

Peer Gynt

Ja, – er du der, du gamle Bus!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?

Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;

Bus skal få sukker imorgen —! Det bæst!

Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —

Eller kanske det var føde? Det smagte ube-

stemmeligt;

dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.

Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:

man får spytte og håbe på vanens magt? —

Der er ynglen også!

(fægter og slår.)

Det er dog for galt,

at mennesket, denne skabningens herre,

skal se sig nødt til —! Gevalt! Gevalt!

Den gamle var fæl, men de unge er værre!

(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule.)

(En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klæd-ning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Ryttere langt borte.)

Tyven

Lansernes tunger,

slikkende, spillende, —

se, se!

Hæleren

Jeg føler alt knappen

i sandet trillende;

Ve, ve!

Tyven

(folder armene over brystet.)

Min fader var tyv;

hans søn må stjæle.

Hæleren

Min fader var hæler;

hans søn må hæle.

Tyven

Din lod skal du bære;

dig selv skal du være.

Hæleren

(lytter.)

Fodtrin i krattet!

På flugt! Men hvor?

Tyven

Hulen er dyb

og profeten stor!

(de flygter og lader kosterne i stikken.

Rytterne taber sig i det fjerne.)

Peer Gynt

(kommer, skærende på en rørfløjte.)

Hvilken livsalig morgenstund! —

Skarnbassen triller sin kugle i gruset;

sneglen kryber af sneglehuset.

Morgenen; ja, den har guld i mund. —

Det er dog i grunden en mærkelig magt,

naturen har sådan i dagslyset lagt.

Man føler sig så tryg, føler modet vokse,

turde gerne, om så var, binde an med en okse. —

Hvilken stilhed omkring! Ja de landlige glæder, —

ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store stæder,

blot for at rendes af pakket på dør. —

Nej; se, hvor firbenen vimser omkring,

snapper og