Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

teltet.)

Herre, kalder du i natten?

Peer Gynt

Ja såmen; profeten kalder.

Jeg blev vækket før af katten

ved et voldsomt jagtrabalder —

Anitra

Ak, det var ej jagtlarm, herre;

det var noget meget værre.

Peer Gynt

Hvilket da?

Anitra

O, skån mig!

Peer Gynt

Tal!

Anitra

O, jeg rødmer —

Peer Gynt

(nærmere.)

Var det kanske

hvad der fyldte mig så ganske,

da jeg gav dig min opal?

Anitra

(forskrækket.)

Ligne dig, o, verdens skat,

med en ækkel gammel kat!

Peer Gynt

Barn, fra elskovs standpunkt set,

kan en hankat og profet

komme hartad ud på et.

Anitra

Herre, spøgens honning strømmer

fra din læbe.

Peer Gynt

Lille ven;

du, som andre piger, dømmer

skorpen kun af store mænd.

Jeg er spøgefuld igrunden,

og på tomandshånd især.

Af min stilling er jeg bunden

til en maskes alvorsskær;

dagens pligter gør mig tvungen;

alt det regnskab og besvær,

som jeg har med en og hver,

gør mig tidt profetisk tvær;

men det ligger kun på tungen. —

Væk med vås! I tetatet'en

er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

Hej, nu jager vi profeten;

og mig selv, mig har du her!

(sætter sig under et træ og drager hende til sig.)

Kom, Anitra, vi vil hvile

under palmens grønne vifte!

Jeg skal hviske, du skal smile;

siden vil vi roller skifte;

da skal dine læber friske,

mens jeg smiler, elskov hviske!

Anitra

(lægger sig for hans fødder.)

Hvert dit ord er sødt som sange,

skønt jeg lidt kun deraf fatter.

Herre, svar mig, kan din datter,

ved at lytte, sjælen fange?

Peer Gynt

Sjælen, åndens lys og viden

skal du nok bekomme siden.

Når i øst på rosenstrimer

prentes gyldent: her er dagen, —

da, min tøs, da gier jeg timer;

du skal nok bli velopdragen.

Men i nattens lune stille

var det dumt, ifald jeg vilde

med en luvslidt visdoms rester

træde op som skolemester. —

Sjælen er jo ikke heller,

ret betragtet, hovedsagen.

Det er hjertet, som det gælder.

Anitra

Tal, o, herre! Når du taler,

ser jeg glimt, som af opaler!

Peer Gynt

Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;

fejgheds knop, i blomst, er grumhed;

sandhed i sin overdrift

er en bagvendt visdomsskrift.

Ja, mit barn, – jeg er forsvoren,

som en hund, hvis ej der går

sjælsforædte folk på jorden,

som til klarhed tungvindt når.

Jeg har kendt en sådan krop,

perlen i den hele trop;

og selv han tog fejl af målet,

misted meningen i skrålet, —

Ser du ørken om oasen?

Hvis jeg blot min turban svinger,

verdenshavets flod jeg tvinger

til at fylde hele stadsen.

Men jeg var en dompap-pande,

hvis jeg skabte hav og lande.

Ved du, hvad det er at leve?

Anitra

Lær mig det!

Peer Gynt

Det er at svæve

tørskod nedad tidens elv,

helt og holdent som sig selv.

Kun i mandskraft kan jeg være

den, jeg er, min lille kære!

Gammel ørn sin fjærham fælder,

gammel støder går og hælder,

gammel kærring mister tænder,

gammel knark får visne hænder, —

hver og en får vissen sjæl.

Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

som en sultan, hed og hel, —

ej på Gyntianas banker,

under palmeløv og ranker, —

men, på grundlag af det færske,

i en kvindes jomfru-tanker. —

Ser du nu, min lille pige,

hvi jeg har dig nådigst dåret, —

hvi jeg har dit hjerte kåret,

grundlagt, om jeg så må sige,

der mit væsens Kalifat?

Jeg vil eje dine længsler.

Voldsmagt i min elskovs stat!

Du skal være min alene.

Jeg vil være den, der fængsler

dig, som guld og ædelstene.

Skilles vi, er livet omme, —

ja, for din part, notabene!

Hele du, hver trevl og tomme,

uden vilje, ja, og nej,

vil jeg vide fyldt af mig.

Dine lokkers midnatsgaver,

alt, hvad yndigt er at nævne,

skal som babylonske haver,

vinke mig til sultanstævne.

Derfor er det brav igrunden

med dit tomme pandehvælv.

Har man sjæl, så er man bunden

i betragtning af sig selv.

Hør, imens vi just er ved det;

hvis du vil, du skal, min tro,

få en ring om ankelledet; —

det blir bedst for begge to;

jeg taer plads i sjælestedet,

og forøvrigt – status quo.

(Anitra snorker.)

Peer Gynt

Hvad? Hun sover! Er det gledet

hus forbi, hvad jeg har sagt? —

Nej; det stempler just min magt,

at hun flyder bort i drømme

på min elskovstales strømme.

(rejser sig og lægger smykker i hendes skød.)

Her er søljer! Her er fler!

Sov, Anitra! Drøm om Peer —

Sov! Isøvne har du kronen

på din kejsers pande sat!

Sejr på grundlag af personen

vandt Peer Gynt i denne nat.

(Karavanvej. Oasen langt tilbage i det fjerne.)

(Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)

Anitra

Lad være; jeg bider!

Peer Gynt

Du lille skalk!

Anitra

Hvad vil du?

Peer Gynt

Vil? Lege due og falk!

Føre dig bort!

Gøre gale streger!

Anitra

Skam dig! En gammel profet —!

Peer Gynt

Å, vås!

Profeten er ikke gammel, din gås!

Synes du dette på alderdom peger?

Anitra

Slip! Jeg vil hjem!

Peer Gynt

Nu er du koket!

Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!

Vi gale fugle, af buret fløjne,

tør aldrig mere komme ham for øjne.

Desuden, min unge, på samme sted

bør man ikke for længere tid slå sig ned;

man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —

især, når man kommer som profet eller sligt.

Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.

Det var s'gu på tid at besøget fik endskab.

Det er vaklende sjæle,

disse slettens sønner; —

tilslut vanked hverken virak eller bønner.

Anitra

Ja, men er du profet?

Peer Gynt

Jeg er din kejser!

(vil kysse hende.)

Nej se, hvor den lille hakkespæt