Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.

Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,

bevarer sit særlige præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,

sig selv, som det blev på hans første bliv.

(sætter lorgnetten på næsen.)

En padde. Midt i en sandstensblok.

Forstening omkring. Kun hovedet ude.

Der sidder den og ser, som gennem en rude,

på verden og er sig selv – nok. —

(tænker sig om.)

Nok? Sig selv —? Hvor er det, det står?

Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.

Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?

Fatalt; jeg mærker, at år for år

min sans for tiden og stedet forgår.

(sætter sig ned i skyggen.)

Her er svalt at hvile og strække sine fødder.

Se, her gror bregner. Spiselige rødder.

(smager lidt.)

Det er ligere mad for et kreatur; —

men der står jo skrevet: tving din natur!

Endvidere står der: hovmod må bøjes.

Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.

(urolig.)

Ophøjes? Ja, det vil ske med mig; —

det er umuligt at tænke sig andet.

Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet

og mage det så, at jeg kommer ivej.

Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —

når bare Vorherre under mig helsen.

(skyder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)

Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —

Langt derborte skridter en struds. —

Hvad skal en egentlig tro var Guds

mening med alt dette tomme og døde?

Dette, som alle livskilder savner;

dette forbrændte, som ingen gavner;

denne brøk af verden, som ligger brak;

dette lig, som ej, siden jordens fødsel,

har bragt sin skaber så meget som tak, —

hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —

Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,

som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.

Havet er i vest; det højner sig bag,

dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.

(en tanke farer gennem ham.)

Dæmmet ude? Så kunde jeg —!

Højen er smal.

Dæmmet ude! Et gennembrudd blot,

en kanal, —

som en livsensflod vilde vandene skylle

ind gennem svælget og ørken fylde!

Snart vilde hele den glødende grav

ligge der frisk som et kruset hav.

Oaserne vilde som øer sig højne,

Atlas grønnes som fjeldkyst mod nord;

sejlere vilde, som fugle forfløjne,

skære mod syd karavanernes spor.

Livende luft vilde sprede de kvalme

dunster, og dugg vilde drysse fra sky;

folk vilde bygge sig by ved by,

og græs vilde gro om den svajende palme.

Landet i syd bag Saharas mur

blev til et kystland med frisk kultur.

Damp vilde drive Tombuktus fabrikker;

Bornu blev koloniseret med il;

op gennem Habes foer forskeren sikker

i sin waggon til den øvre Nil.

Midt i mit hav, på en fed oase,

vil jeg forplante den norske race;

det dølske blod er jo kongeligt næsten;

arabisk krydsning vil gøre resten.

Rundt om en vik på en stigende strand

får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden.

Verden er aflægs! Nu kommer raden

til Gyntiana, mit unge land!

(springer op.)

Bare kapitaler, så er det gjort. —

En nøgle af guld til havets port!

Korstog mod døden! Den griske puger

skal åbne for sækken, der han ligger

og ruger.

For frihed sværmes i alle lande; —

som asnet i arken vil jeg sende et råb

over verden og bringe befrielsens dåb

til de dejlige, bundne, vordende strande.

Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!

Mit rige, – mit halve rige for en hest!

(Hesten vrinsker i fjeldkløften.)

Peer Gynt

En hest! Og klædning! —

Og smykker, – og værge!

(går nærmere.)

Umuligt! Jo, virkelig —!

Hvad? Jeg har læst

etsteds at viljen kan flytte bjerge; —

men at den også kan flytte en hest —!

Vås! Det er faktum, at her står hesten; —

ab esse ad posse og så videre forresten —

(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig.)

Sir Peter, – og Tyrk fra top til rod!

Nej, en ved aldrig,

hvad der kan hændes. —

Rap dig, Grane, min ganger god!

(stiger i sadlen.)

Guldtøffel til at støtte min fod!

På ridestellet skal storfolk kendes!

(han galopperer ind i ørken.)

(Telt hos en araberhøvding, ensomt på en oase.)

(Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på hynder. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)

Pigernes kor

Profeten er kommen!

Profeten, herren, den alting vidende,

til os, til os er han kommen

over sandhavet ridende!

Profeten, herren, den aldrig fejlende,

til os, til os er han kommen

gennem sandhavet sejlende!

Rør fløjten og trommen;

profeten, profeten er kommen!

Anitra

Hans ganger er mælken, den hvide,

som strømmer i Paradisets floder.

Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!

Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.

Intet jordbarn dog tåler

glansens glans af de stjerners stråler!

Gennem ørken han kom.

Guld og perler sprang frem på hans bryst.

Hvor han red blev det lyst.

Bag ham blev mørke;

bag ham foer samum og tørke.

Han, den herlige, kom!

Gennem ørken han kom,

som en jordsøn pyntet,

Kaba, Kaba står tom; —

han har selv forkyndt det!

Pigernes kor

Rør fløjten og trommen;

profeten, profeten er kommen!

(Pigerne danser under dæmpet musik.)

Peer Gynt

Jeg har læst på tryk – og satsen er sand —

«ingen blir profet i sit eget land.» —

Dette her, det huger mig meget bedre,

end livet histover blandt Charlestowns rhedre.

Der var noget hult i den hele sag,

noget fremmed på bunden, noget uklart bag; —

jeg følte mig aldrig hjemme i laget,

og aldrig rigtig som mand af faget.

Hvad vilde jeg også på den gallej?

Rode og rode i forretningsbingen.

Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; —

det traf sig så; det er hele tingen. —

Være sig selv på grundlag af guld,

det er som at bygge sit hus på sandet.

For uhr og for ring og