Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

se verdensepoker slå ud af det små;

kort sagt, jeg vil skumme historiens

fløde. —

Jeg får se at få tag i et bind af Becker,

og rejse kronologisk så langt j

eg rækker. —

Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,

og historiens indre mekanik

underfundig! —

men pyt; hvor udgangspunktet er galest,

blir tidt resultatet originalest. —

Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,

og drive det igennem som flint og stål!

(stille bevæget.)

Bryde, på alle kanter og ender,

de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —

sprænge i luften sin rigdoms skat, —

sige sin kærlighedslykke godnat, —

alt for at finde det sandes mysterium, —

(tørrer en tåre af øjet.)

det er den ægte forskers kriterium! —

Jeg føler mig lykkelig over al måde.

Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.

Nu bare holde ud i tykt og tyndt!

Det er vel tilgiveligt om jeg knejser

og føler mig selv, som manden Peer Gynt,

også kaldt menneskelivets kejser. —

Det svundnes facit og sum vil jeg eje;

aldrig slide de levendes veje; —

samtiden er ej en skosåle værd;

både troløs og margløs er mændenes færd;

deres ånd har ej flugt,

åd ej vægt; —

(trækker på skulderen.)

og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt! —

(han går.)

(Sommerdag. Højt oppe mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen.)

(En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)

Kvinden

(kaster et øje nedover vejen og synger):

Kanske vil der gå både vinter og vår,

og næste sommer med, og det hele år; —

men engang vil du komme,

det véd jeg visst;

og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(lokker på gederne, spinder og synger igen.)

Gud styrke dig, hvor du i verden går!

Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!

Her skal jeg vente til du kommer igen;

og venter du histoppe, vi træffes der,

min ven!

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten står i sandet.) (Peer Gynt kommer gående og ser sig en stund omkring.)

Peer Gynt

Her kunde jeg passelig begynde min vandring. —

Nu er jeg altså Ægypter til forandring;

men Ægypter på grundlag af det

gyntske jeg.

Siden til Assyrien jeg lægger ivej.

Helt at begynde med verdens skabelse,

det vil bare lede til fortabelse; —

jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;

jeg finder jo altid dens verdslige spor igen;

og at se den, som man siger, i sømmene efter,

ligger udenfor både min plan og mine kræfter.

(sætter sig på en sten.)

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,

til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.

Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;

får jeg tid, vil jeg granske den indeni siden,

Derpå til-lands om det røde hav;

kanske kan jeg finde kong Potifars grav. —

Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger

de rygtbare hængende haver og skøger, —

det vil sige, de vigtigste spor af kultur.

Og så med et spring til Trojas mur.

Fra Troja går der jo sjøvej direkte

over til det herlige gamle Athen; —

der vil jeg på åstedet, sten for sten,

befare det pas, som Leonidas dækte; —

jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,

finde fængslet, hvor Sokrates døde som offer —;

nej, det er s'gu sandt, – der er krig for tiden —!

Ja, så får Hellenismen ligge til siden.

(ser på sit uhr.)

Det er dog for galt, hvor længe det varer,

før solen rinder. Min tid er knap.

Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —

(rejser sig og lytter.)

Hvad er det for en underlig susning, som farer —?

(Solopgang.)

Memnonstøtten

(synger):

Af halvgudens aske stiger foryngende

fugle syngende.

Zeus, den alvidende,

skabte dem stridende.

Visdomsugle,

hvor sover mine fugle?

Du må dø eller råde

sangens gåde!

Peer Gynt

Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik

fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.

Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —

Jeg vil skrive det op til de lærdes

betænkning.

(noterer i lommebogen.)

«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt

klangen,

men forstod ikke rigtig texten til sangen.

Det hele var naturligvis sansebedrag. —

Ellers intet af vægt observeret idag.»

(går videre.)

(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klip- pen. Langt borte Kairos spir og minaretter.)

(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem lorgnetten, snart gennem den hule hånd.)

Peer Gynt

Nej, hvor i alverden har jeg truffet før

noget halvglemt, som minder om dette skabilken?

For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.

Var det en person? Og, i så fald, hvilken?

Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,

ligned de såkaldte Dovregubber,

slig som han sad der, stiv og stind,

med enden plantet på søjlestubber. —

Men dette underlige krydsningsdyr,

denne bytting, på engang løve

og kvinde, —

har jeg også ham fra et eventyr?

Eller har jeg ham fra et virkeligt minde?

Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!

Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog

i skallen, —

det vil sige, jeg drømte – for jeg lå i feber. —

(går nærmere.)

De selvsamme øjne;

de selvsamme læber; —

ikke fuldt så dorsk; lidt mere forslagen;

men ellers den samme i hovedsagen. —

Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,

når en ser dig bagfra og træffer

dig om dagen!

Kan du endnu gåder?

Det skal vi prøve.

Nu får vi se om du svarer som sidst, du!

(råber mod Sfinxen.)

Hej, Bøjg, hvem er du?

En stemme

(bag Sfinxen.)

Ach, Sfinx, wer bist du?

Peer Gynt

Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk!

Mærkværdigt!

Stemmen

Wer bist du?

Peer Gynt

Det taler jo sproget færdigt!

Den observation er ny og min.

(noterer i bogen.)

«Ekko på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)

Begriffenfeldt

Et menneske!

Peer Gynt

Nå; det er ham,